Da nordjyden kom til Disney World, (Sidste dag inden hjemrejse)

Allerede i overskriften fornemmer man de to modpoler – Nordjyden og Disney World. Som gæv nordjyde er jeg opdraget med underdrivelse samt en snært(dvs. meget! Her bekræfter jeg min hang til underdrivelse) af realisme. Disse fornuftige (efter egen mening) egenskaber kom i den grad på prøve, da Disney world (= The World Of Unrealistic Dreams) skulle betrædes. Jeg vidste dette sted hovedsageligt henvendte sig til børn og barnlige sjæle, men hvorvidt denne enorme temaopdelte legeplads, med udklædte disneytosser rendende frit mellem de besøgene, ville fange en flok naturvidenskabelige og aldeles seriøse halvvoksne danskeres interesse, var lidt svært at forestille sig. Jeg kom heldigvis på andre tanker, da Mathias og Martin i køen ind til Disney World gejlede hinanden voldsomt op ved at spjætte og sprutte ”DISNEY!… DISNEY!… DISNEY!” Allerede hér, uden for parken, var der sket en magisk forvandling af folk. Vi var nu en flok små børn, som var klar til at løbe Disney flad. Min gruppe var i hvert fald friske på lidt af hvert. Vi blev først modtaget af et introshow i centrum af parken, hvor det fermøse Disneyslot befandt sig. Her stod vi kort og fornemmede den opløftede stemning. Efter et par minutter og vi havde hørt Mickey, Fedtmule og den gode Anders And mfl. synge og danse: ”join the party where dreams really do come true” omtrent 50 gange i et falset-lignende toneleje, besluttede vi at forlade festen og påbegynde vores egen. Herefter besøgte vi ”Lillo og Stich” forlystelsen og en 4D-biograf, hvor vi var til koncert med Mickey og Anders, som ledte os igennem sangene fra de bedste Disneyklassikere. Da Aladin og Sjasmin(Et navn jeg ikke har en anelse om hvordan det staves!) kom på med sangen: ”I can show you the world” og vi samtidig ”blev luftet” i salen, så man fik fornemmelsen af at svæve sammen med dem på deres flyvende tæppe, DA havde jeg mit personlige vendepunkt. Mistede det sidste gran af realisme og nordjyske skepsis i mig og var ét stort smil. Jeg er ikke meget for at indrømme for mange følelser, men jeg havde lige et lykkeligt moment! Jeg ved ikke om det var barndomsminderne, musikken eller kulminationen af hele USA-turen, der var klappet perfekt sammen, samt de fantastisk behagelige og underholdende mennesker, jeg havde lært at kende. Jeg ved det ikke- måske var det bare de platte 4D –sideeffekter og de glade børnefamilier, som var steget mig til hovedet? Jeg var i hvert fald glad. Muligvis på grænsen til at blive rørt.. AGH Damn you Disney! Og Martin (MAS) kunne godt regne mig ud. Han sad ved mig under forestillingen og havde formodentlig bare observeret transformationen af VOLDIGE Marianne blive til en lille tøs på 7, der bare syntes Aladin var SÅ søød..
Den følsomme stemning blev brudt med en tur i spøgelseshuset. Jeg blev total overrumplet af, hvor gennemført dette var ned til den mindste detalje. Jeg blev enig med mig selv om, at det fedeste måtte være at opbygge sådan et sted som Disney World. Der er det kun fantasien der sætter grænserne! De havde bl.a. lavet spøgelser ved at projektere film af udklædte mennesker op på en glasrude(gætter jeg på), så det 100 procent lignede rigtige spøgelser danse rundt i lokalet. En anden nævneværdig (det var de alle) forlystelse var: ”It´s a small small world”. Den var så stenet, at vi blev nødt til at tage den to gange! I en båd blev vi kørt i gennem en række rum, hvor vi så børn(dvs. dukker), representeret fra hele verden, synge den samme linje hele turen igennem: ”It´s a small small world!” Selv synes jeg budskabet er lidt mudret (host host), men vi fik sammen konkluderet noget med, at verden er for lille til så mange nationaliteter. Derfor skal vi have udryddet et par stykker, så der bliver lidt mere albuerum til os andre ;)
Ved 15-tiden mødte jeg muren. Jeg følte mig gammel og træt. Solen brændte og vi havde tonset rundt i timer. Det ærgrede jeg mig over, da vi først på dagen havde joket med hvordan vi til eftermiddags tid ville få parken for os selv, når alle børnene havde løbet krudtet af sig. Det skulle vise sig at alle børnene stadig fræste rundt kl. 15, mens vi sad og hang mørbankede på en bænk. Energien vendte dog tilbage efter et godt amerikaner fed måltid. Jeg fik min første burger på turen og havde nu nået alt det man burde på en tur til USA.
Resten af dagen fjollede vi videre og prøvede flere forlystelser, spise og hyggede. Christian og jeg grinte af et par der gik hånd i hånd, som havde ens batchs på, hvorpå der var et billede af dem sammen. Et rigtig kærestebatchs. Vi kørte joken videre, og jeg købte derfor mig den samme tropehat som Christian og gik mere eller mindre rundt med ham som en anden tvilling, i og med vi samtidig har ens brillestel og en NASA-tatoo på håndleddet. Kombinationen af dette, samtidig med at råbe WUUP WUUP til hinanden gjorde specielt denne dag åndssvagt morsom!
Om aftenen overværede vi alle fyrværkeri over Disney-slottet med Disney-stemningsmusik i baggrunden. Flot og dejligt, men det gjorde godt at vende hjem ad. Disney World er en glædes boble, hvor man smider alle hæmninger og bekymringer. Det er en befrielse at komme der ind, men så sandelig også en befrielse at komme ud igen. Back to reality :D
Ps. overvejer engang at søge om noget sommerjob som skuespiller i Disney World, tror det kunne være skægt...
/Marianne Nikolajsen

Tirsdag og onsdag

Som i kan se har jeg ikke fået skrevet noget her inde de sidste par dage... Dette skyldes at jeg efterhånden har fået et så stort søvn underskud at jeg bare flader i søvn når jeg kommer tilbage til hotellet. Jeg håber på at få tid i flyet til at opsummere det der er sket også post det når jeg sider i toget på vej til Aarhus fredag formiddag.

Mandag, en dag jeg altid vil huske

Det har været en lang og begivenhedsrig dag. Jeg var blevet overtalt til tage med på Waffel house og spise morgen mad, hvilket var en positiv overraskelse, ikke så sødt og vammelt som jeg havde forstillet mig, men ganske velsmagende og en god start på dagen!

I dag var den sidste dag som stod i NASA’s tegn, og vi skulle mødes ved bilerne kl 8 så vi kunne komme ind til Kennedy space center og have en dag på ”visitors complex”.

Først tog det lidt tid at komme ind, da vi lige skulle have det helt på plads med en tur-bus rundt på øen, dette gav os så tid til at få taget et rigtig fedt gruppe billede med god baggrund og fantastisk sol, et muligt plakat billede (Det var hvad vi tænkte på da vi tog det).

Da vi kom ind havde vi lige 30min til at få et overblik over main center også skulle vi mødes ude ved bussen som tog os ud til det første stop, et observations tårn 1½ miles fra opsendelsesstedet, hvor der var sat kikkerter op så man kunne se tingene i fantastisk detalje, og virkelig få en fornemmelse af hvor kompleks de støtte tårne som stå der ude fast er. Vi havde også en guide, Chris, med som har arbejdet i 21år hos NASA, med et eller andet teknisk ved rumfærgen. Han var super god, og meget levende i sin måde at fortælle om de forskellige ting vi så, og helt vildt glad når der bare blev stillet en masse spørgsmål.

Der efter kørte vi videre til Apollo / Saturn V Center. Dette var et helt fantastisk sted først var der 2x10 min video, først noget generel info om Apollo programmet og Saturn raketterne, meget flot lavet men ikke noget bande brydende nyt. Nyt og innovativt var til gengæld de næste 10 min – Her kom vi ind og sad på rækker der mest mindede om et auditorium, hvor der nede på senen var stillet et helt kontrol rum op, faktisk var det de originale terminaler som stod der nede, så var der tomme stole foran den alle sammen med en T-shirt over ryglænet hvor der stod hvor denne person kom fra. Over denne ”scene” var der 3 store skærme med mulighed for at køre forskellige videoer og animationer. Og ude til siderne var der gamle elektriske tavler med alle de forskellige ”ok”. Også startede det hele med en intro til hvor vi var, også begynde nedtællingen ved T-minus 3 minutter, og man hørte optagelserne fra den gang de sendte den pågældende raket af, nå en person snakkede blev den plads han havde siddet på i sin tid oplyst, og man kunne på den måde følge med på en meget levende måde. Det var virkelig super fedt!

Ret imponeret over denne fremvisning af en opsendelse kom vi ud af denne mini biograf, bare for at blive endnu mere imponerede, vi kom ind i en enorm hal hvor der stod/hang en rigtig vaske ægte Saturn V raket, og lige der hvor vi kom ud var bunden, med de 5 enorme dyser som er ende af motorerne til trin 1.

Det var virkelig svært at fatte hvor stor den raket var, og hvor kompliceret et stykke mekanik den var. Helle denne kolossale hal var ud over Saturn V raketten også fyldt med information om hvordan den endelig fungerede, og vi have kun 45min til at forsøge at nå igennem det, hvilket på ingen måde var nok. Der var også 1:1 modeller af måne landingsfartøjet og den ”gokart” de havde med der op. Alt for hurtig skulle vi videre igen tilbage til main center, hvor vi havde 1½ time til at se os omkring også få noget mad inden der fra et foredrag kl 2. Det første vi gjorde var at tage over i en nybygget simulator, som er bygget til at give en så realistisk så mulig fornemmelse af hvordan det føles at side i rumfærgen når den letter. Dette var endnu en super oplevelse, på en dag der hurtig var ved at blive noget man vil huske for altid. Det startede med en video præsentation af hvad vi nu skulle til at opleve, frem ført utrolig godt, med en forståelse og indsigt i sprog og retorik, af en tidligere astronaut som selv have været af sted 4 gange. Der efter kom vi ind i selve simulatoren og blev spændt fast. Her efter fik vi os ellers noget af en ryste tur, men først efter vi var blevet drejet op i en 90 graders vinkel, så vi nærmest lå på ryggen ned i sædet. Jeg kan ikke helt huske detaljerne af selve simuleringen, som ikke tog mere end et par minutter, men det var vildt fedt, og man havde virkelig fornemmelsen af at man accelererede sindssygt hurtig og var udsat for en stor kraft påvirkning.

Her efter tog vi over og spiste, jeg fik e burger med pomfrits, mad på NASA er vist lige som i resten af USA.

Efter maden skulle vi over og høre det foredrag som Ravi havde planlagt for os, her sluttede Ravi sig også til os, og han lignede sig selv, med sit gode humør og sit sjove engelsk. Det foredrag vi skulle høre var et hold af NASA vide præsident for teknik. Og ham kunne man mærke på alle de andre NASA folk at der var dyb respekt for, han var også utrolig dygtig, både rent fagligt, men også retorisk og kommunikativt. Han fortalte en masse om ISS (International Space Station) og om de fremskridt der er kommet fra rum forskning, samt en smule om hvor vi er på vej hen. Det var et meget interessant foredrag, både på grund af emnet og personen.

Efter foredraget var kl 16 og vi havde 2 timers fri leg inden de lukkede, dette brugte jeg på at se lidt rundt i deres Space Shop samt tage ind og se en 45min 3D film om ISS. Må nok indrømme at jeg ikke rigtig er til det der 3D, men filmen var som sådan meget spændene.

Her efter gik turen tilbage til hotellet, men da vi var kommet næsten ½ vejs ringede en mobil, og det viste sig at vi havde glemt en 3 stykker ude ved Centeret, så dem skulle vi lige tilbage og hente.

Til aftens mad gik vi en 17 mand ind på Steak House, her fik jeg først en forret bestående af noget total smagløst kyllinge kød smurt ind i en ret stærk/sød sovs/marinade som smagte utrolig dårligt. Til hoved ret derimod fik jeg et seriøst stykke okse kød, de lige var så rødt at der stadigvæk var lidt struktur i det, også med grillede svampe til, dette var til gengæld rigtig godt, og jeg blev total mæt af alt det kød, nam nam.

Lige nu er jeg lige kommet op fra poolen og ligger og tænker dagen igennem inden jeg vil i seng. Dagen i morgen er vores sidste ”fridag” og jeg ved ikke helt hvor meget energi jeg har, i dag har bare været total fyldt med indtryk, og store, store oplevelser.