Da nordjyden kom til Disney World, (Sidste dag inden hjemrejse)

Allerede i overskriften fornemmer man de to modpoler – Nordjyden og Disney World. Som gæv nordjyde er jeg opdraget med underdrivelse samt en snært(dvs. meget! Her bekræfter jeg min hang til underdrivelse) af realisme. Disse fornuftige (efter egen mening) egenskaber kom i den grad på prøve, da Disney world (= The World Of Unrealistic Dreams) skulle betrædes. Jeg vidste dette sted hovedsageligt henvendte sig til børn og barnlige sjæle, men hvorvidt denne enorme temaopdelte legeplads, med udklædte disneytosser rendende frit mellem de besøgene, ville fange en flok naturvidenskabelige og aldeles seriøse halvvoksne danskeres interesse, var lidt svært at forestille sig. Jeg kom heldigvis på andre tanker, da Mathias og Martin i køen ind til Disney World gejlede hinanden voldsomt op ved at spjætte og sprutte ”DISNEY!… DISNEY!… DISNEY!” Allerede hér, uden for parken, var der sket en magisk forvandling af folk. Vi var nu en flok små børn, som var klar til at løbe Disney flad. Min gruppe var i hvert fald friske på lidt af hvert. Vi blev først modtaget af et introshow i centrum af parken, hvor det fermøse Disneyslot befandt sig. Her stod vi kort og fornemmede den opløftede stemning. Efter et par minutter og vi havde hørt Mickey, Fedtmule og den gode Anders And mfl. synge og danse: ”join the party where dreams really do come true” omtrent 50 gange i et falset-lignende toneleje, besluttede vi at forlade festen og påbegynde vores egen. Herefter besøgte vi ”Lillo og Stich” forlystelsen og en 4D-biograf, hvor vi var til koncert med Mickey og Anders, som ledte os igennem sangene fra de bedste Disneyklassikere. Da Aladin og Sjasmin(Et navn jeg ikke har en anelse om hvordan det staves!) kom på med sangen: ”I can show you the world” og vi samtidig ”blev luftet” i salen, så man fik fornemmelsen af at svæve sammen med dem på deres flyvende tæppe, DA havde jeg mit personlige vendepunkt. Mistede det sidste gran af realisme og nordjyske skepsis i mig og var ét stort smil. Jeg er ikke meget for at indrømme for mange følelser, men jeg havde lige et lykkeligt moment! Jeg ved ikke om det var barndomsminderne, musikken eller kulminationen af hele USA-turen, der var klappet perfekt sammen, samt de fantastisk behagelige og underholdende mennesker, jeg havde lært at kende. Jeg ved det ikke- måske var det bare de platte 4D –sideeffekter og de glade børnefamilier, som var steget mig til hovedet? Jeg var i hvert fald glad. Muligvis på grænsen til at blive rørt.. AGH Damn you Disney! Og Martin (MAS) kunne godt regne mig ud. Han sad ved mig under forestillingen og havde formodentlig bare observeret transformationen af VOLDIGE Marianne blive til en lille tøs på 7, der bare syntes Aladin var SÅ søød..
Den følsomme stemning blev brudt med en tur i spøgelseshuset. Jeg blev total overrumplet af, hvor gennemført dette var ned til den mindste detalje. Jeg blev enig med mig selv om, at det fedeste måtte være at opbygge sådan et sted som Disney World. Der er det kun fantasien der sætter grænserne! De havde bl.a. lavet spøgelser ved at projektere film af udklædte mennesker op på en glasrude(gætter jeg på), så det 100 procent lignede rigtige spøgelser danse rundt i lokalet. En anden nævneværdig (det var de alle) forlystelse var: ”It´s a small small world”. Den var så stenet, at vi blev nødt til at tage den to gange! I en båd blev vi kørt i gennem en række rum, hvor vi så børn(dvs. dukker), representeret fra hele verden, synge den samme linje hele turen igennem: ”It´s a small small world!” Selv synes jeg budskabet er lidt mudret (host host), men vi fik sammen konkluderet noget med, at verden er for lille til så mange nationaliteter. Derfor skal vi have udryddet et par stykker, så der bliver lidt mere albuerum til os andre ;)
Ved 15-tiden mødte jeg muren. Jeg følte mig gammel og træt. Solen brændte og vi havde tonset rundt i timer. Det ærgrede jeg mig over, da vi først på dagen havde joket med hvordan vi til eftermiddags tid ville få parken for os selv, når alle børnene havde løbet krudtet af sig. Det skulle vise sig at alle børnene stadig fræste rundt kl. 15, mens vi sad og hang mørbankede på en bænk. Energien vendte dog tilbage efter et godt amerikaner fed måltid. Jeg fik min første burger på turen og havde nu nået alt det man burde på en tur til USA.
Resten af dagen fjollede vi videre og prøvede flere forlystelser, spise og hyggede. Christian og jeg grinte af et par der gik hånd i hånd, som havde ens batchs på, hvorpå der var et billede af dem sammen. Et rigtig kærestebatchs. Vi kørte joken videre, og jeg købte derfor mig den samme tropehat som Christian og gik mere eller mindre rundt med ham som en anden tvilling, i og med vi samtidig har ens brillestel og en NASA-tatoo på håndleddet. Kombinationen af dette, samtidig med at råbe WUUP WUUP til hinanden gjorde specielt denne dag åndssvagt morsom!
Om aftenen overværede vi alle fyrværkeri over Disney-slottet med Disney-stemningsmusik i baggrunden. Flot og dejligt, men det gjorde godt at vende hjem ad. Disney World er en glædes boble, hvor man smider alle hæmninger og bekymringer. Det er en befrielse at komme der ind, men så sandelig også en befrielse at komme ud igen. Back to reality :D
Ps. overvejer engang at søge om noget sommerjob som skuespiller i Disney World, tror det kunne være skægt...
/Marianne Nikolajsen