Torsdag, once in a life time!!

24/02/2011 torsdag

Vågnede her til morgen og følte mig overhovedet ikke tilnærmelsesvis så spændt, på at vi skulle hen og se opsendelsen, som jeg gerne ville være. Det skyldtes at jeg stadig var ked af det med min pung, men fik lånt Anders’ telefon og fik ringet hjem til far og fik ham til at spærre mit dankort… det hjalp lidt på humøret fordi jeg så i hvert fald ikke behøvedes bekymre mig om det. Hvad mere var så fik jeg også min menstruation (yeah... det generer ikke min blufærdighed at sige det som det er) i dag… super dårlig timing at den kommer lidt på denne tur, for nu kan jeg ikke rigtig gå i vandet før om tre dage. Godt at vi skal være her i en uge mere.

Nå, men vi tog af sted fra hotellet klokken 10, altså syv timer før opsendelsen skulle finde sted. Det var en rigtig god ide at vi kom af sted så tidligt. Der var ekstremt mange mennesker, og hvis vi var kommet senere ville vi ikke have kunnet få så gode pladser som vi fik. Det var simpelthen genialt! Seks timers ventetid kan måske lyde af meget, men det gik virkelig super hurtigt med alt det der var at kigge på og spændingen der hele tiden voksede.
Hvad mere var dukkede der en journalist fra tv2 op på hotellet lige før vi tog af sted derfra og meddelte os, at han skulle lave et indslag til henholdsvis tv2 Østjylland og tv2 22 nyhederne. Det var også ret nice! Nåede heldigvis at få varskoet venner og familie. ^^ Håber de har set det… det har jeg ikke endnu.

Nå men da vi ankom til det her Space view Center, eller hvad det var det hed, var der vrøvl med det ene hjul på min kørestol. Det blev jeg godt nok temmelig negativ over, det lod virkelig til at det her bare ikke skulle være min dag. Men heldigvis fandt vi ud af at fikse det, så hjulet sad ordentligt fast igen, ellers havde det nok også været lidt farligt for mig at sidde hvor jeg sad de næste seks timer.

Men altså, vi havde fået at vide at vi skulle stå på en strand lige overfor affyringsrampen, og det passede kun til dels. Det var lige overfor rampen ja… faktisk fuldstændig lige for, og på kun 16 kilometers afstand, men strand? Det kunne man vidst ikke rigtig kalde det. Men der var en stenmole som der lykkedes os at få kørestolen ned på, og den stod faktisk ret sikkert. Og der sad vi så de næste seks timer i direkte sol. Selv efter Magnus fik købt en parasol, var det lidt et mirakel, at jeg ikke blev solskoldet.

Nå men så var der jo seks timer til selve opsendelsen gik i gang og selv om det måske lyder af lang tid, og måske egentlig også er det – i hvert fald hvis man spørger sin hud, der har været udsat for over 25 graders sol så længe – så gik tiden faktisk overraskende hurtigt. Selskabet var muntert og godt og der var masser at se på, mens spændingen langsomt steg.

Vi fik set delfiner både i jagt og leg, og de var faktisk enormt tæt på os. Der var fiskehejrer, ørne, flyvefisk, pelikaner og en dolkhale for at det ikke skal være løgn! (Så vidt jeg fik at vide er dolkhalen åbenbart en af, hvis ikke den?, de absolut ældste fiske racer. Den har ikke ændret sig de sidste mange millioner år. Sådan forstod jeg det i hvert fald.) Jeg fik også taget en masse rigtig gode billeder af det alt sammen. Specielt er jeg rigtig glad for billederne af dolkhalen, som godt nok også kostede mig et par ekstra sår under fødderne. Jeg havde allerede skåret mig på sådan nogle små hvide skaldyr/koral tingester, eller hvad pokker de var, som sad overalt på stenene helt nede ved vandet. Mistede faktisk balancen på et tidspunkt og har nu et rigtig dybt hul ind i min hæl. Til alt held havde vi vand nok til at jeg lige kunne få skyllet snavset ud og Magnus havde noget spritgele stads med, som vi kunne desinficere såret med. Så skulle ikke mene der længere er fare for at der går betændelse i.

Nå men tiden gik, og en time før opsendelsen var nerverne virkelig ved at komme på højkant især fordi vi ikke var helt sikre på hvor raketten ville tage af sted fra. Hvilket desværre også var skyld i at jeg ikke fik set raketten før den var kommet et par centimeter (set fra vores afstand) op fra jorden. Øv. Nå men ikke desto mindre var det fandeme fantastisk! Der er godt nok knald på! Det var jo lige før man blev blændet når man kiggede på raketten selv fra vores afstand. Og der var godt nok også fart på, selve opsendelsen varede ikke meget mere end tre minutter, så var rumfærgen for langt væk til at den kunne ses længere. Men den røgsøjle den efterlod, kunne ses i mindst en halv time efter… XD

Men det var virkelig helt vildt! Folk jublede og hujede, og stemningen var fantastisk! Det eneste jeg savnede som kunne have gjort oplevelsen helt i toppen, var hvis der havde været en ordentlig nedtælling ovre fra den modsatte mole, hvor folk tydeligvis så med på en eller anden tv-skærm, eller hørte på en radio eller sådan noget. Nå ja det og så at jeg havde vidst præcist hor rumfærgen lettede fra.
Men selv med de småting, så var den oplevelse virkelig det hele værd! Jeg er stadig helt høj på det! Min begejstring omkring det her kan faktisk måle sig med den gang for et år siden, da forsangeren fra mit ynglings band lagde mærke til mig under min første koncert med dem, og talte til mig direkte! YAY! (Så det siger ikke så lidt. XD)

Hvad jeg dog ikke vidste før bagefter, var at opsendelsen faktisk var lige ved at blive aflyst. Der var nogle tekniske fejl med en computer, og det var først omkring 40 sekunder før det var for sent, at fejlen kom i orden og der blev sagt go for opsendelsen! Det var godt nok heldigt! Forestil dig hvis vi havde misset det og så oven i købet efter seks timers ventetid! Gaaah! Nå men det gik jo. ^^

Men hjem gik det, og der var SÅ mange mennesker, der var dukket op til opsendelsen, at en tur der ellers havde taget en tyve minutters tid derud, nu tog omkring to timer, og det var selv om vi, i den bil jeg kørte med, tog adskillige genveje. Der var virkelig ufatteligt mange biler, har forsøgt at tage et par billeder af det, men tror ikke rigtig man kan se hvor mange der faktisk er.

Men alt i alt var det virkelig en fantastisk dag! Og en oplevelse der var alle pengene, turen, sårene under fødderne, solskoldetheden og andre ubehageligheder værd!

Sluttede dagen med en tur på Steak House, hvor maden faktisk var ganske god. Desværre tror jeg der var et eller andet galt med noget af min, for min mave protesterede ret groft senere, da jeg gik i seng. Jeg kan ikke mindes at den nogensinde har larmet SÅ meget, uden at jeg var sulten. O.o
Men så kom jeg på nettet på første gang på denne tur, og fik den fantastiske nyhed at min pung, som jeg mistede dagen før, var blevet fundet! Yay! De havde ikke ringet fordi de ikke forstod det nummer vi havde efterladt, det var jo et dansk nummer… Stakkels forvirrede amerikanere. XD